|
En tommelfingerregel
Med de rette programmer og passende teoretisk indsigt, er det rimelig enkelt for både organiske forbindelse og metalkomplekser, at beregne absorptionsspektre og dermed fåindsigt i disse kemiske forbindelsers farve. Den fremgangsmåde er i midlertid ikke anvendelig i forbindelse med bioanalytikeruddannelsen, hvor vi udelukkende vil forsøge at afgøre hvorvidt en organisk forbindelse er farvet udfra en simpel tommelfingerregel.
Tommelfingerreglen lyder:
En organisk forbindelse er sandsynligvis farvet, såfremt den har tre eller flere konjugerede farvebærende grupper.
De farvebærende grupper, der omtales i tommelfingerreglen, er:
- nitrogruppen, -NO2, som indgår i adskillige farvestoffer
- nitrosogruppen, -NO, som vi nok ikke vil støde på ret tit.
- azogruppen, N=N, som azofarvestofferne er opkaldt efter
- imingruppen, C=N, som indgår i adskillige farvestoffer
- carbonylgruppen, C=O, i form af aldehyder (sjælden) og ketoner (hyppigere). Ketoner vil ofte kunne ses i form af quinoner
- C=C dobbeltbindinger, C=C. Ret almindelig men speciel på den måde at en C=C kun tæller som ½ farvebærende gruppe i modsætning til de øvrige, som tæller som 1 farvebærende grupper.
Det kan ikke understreges kraftigt nok, at der er tale om en meget simpel regel, hvorfor der vil findes farvede organiske forbindelser med kun 2 farvebærende grupper, ligesom der formodenlig også vil findes ufarvede organiske forbindelser, som har 3 (evt. flere) farvebærende grupper.
|